Partiets hårde mand viste sig at være for blød

»Christopher, du har fået et opkald fra en, der hedder Claus Frederiksen,« sagde min mor, da jeg kom hjem engang i slutningen af 1980erne. Jeg var en ung og fræk VUer og vidste desværre godt, at Venstres hårde partisekretær nok ringede for at skælde ud. Det gjorde Hjort ikke, direkte. Han kom med et par formanende ord. Det er jeg ham taknemmelig for. Ligesom det silkeslips, Hjort engang spontant gav mig i en elevator på Christiansborg, fordi jeg kom til at rose mønsteret. I Susanne Hegelunds bog »Livvagten« får Claus Hjort heldigvis mulighed for at fremstå mere nuanceret end de prædikater, som ellers er blevet hæftet på ham, såsom Brutalis, rottweiler og det, der er værre. De to ben i Hegelunds portrætbog er FE-sagen og Lars Løkkes exit fra Venstres formandspost. Derimellem skildrer bogen en venlig og loyal partisoldat med en grundlæggende frihedstrang, ålefiskerens barnebarn, som elsker sine hunde, og som har talent for magt og manøvrer i de politiske kulisser. I lange stræk bliver portrættet så venligt og følgagtigt, at man savner nøgtern analyse. Jovist er Hjort en god chef, en klarsynet strateg osv. ... Men hvorfor er Venstre så en rygende ruinhob i dag? Og hvordan kan Hegelund give portrættet titlen »Livvagt«, når Hjorts handlinger medvirkede til formandens farvel? Hegelund tager heldigvis revanche i den mest spændende del af bogen, som dvæler ved valgkampen i 2019, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen pludselig lancerede tanken om en regering over midten og startede nedsmeltningen i Venstre. Det kommer tydeligt frem i Hegelunds portræt, at Hjort var overordentlig kritisk indadtil, da Løkke udsendte »Befrielsens øjeblik«. Alligevel valgte han at bakke Løkke op efter valget, da formanden efter ugers vaklen, passivitet eller bare nølen besluttede at blive siddende som Venstres leder. »Lars’ instinktive handling er at udskyde beslutninger længst muligt,« konstaterer Hjort med en slags underdrivelse. For tingene udviklede sig, og næstformand Kristian Jensen mente, at hans tid var kommet. »Kristian Jensen var en hårdt arbejdende politiker, der ligesom Anders Fogh tog til møder i hele landet,« konstaterer Hjort. »Han havde bare den idé, at han skulle være formand for partiet, og derfor lagde han hele tiden op til konflikter med Lars Løkke,« forklarer Hjort. (Sådan oplevede jeg det ikke selv). Historien er lang og kompliceret. Hegelund må trække en række indrømmelser ud af Hjort. »Jo,« svarer Hjort, da han bliver spurgt, om det er ham, der genantænder en konflikt. »Det indgik ikke i min forestilling, at det hele skulle udvikle sig på den måde, at Lars Løkke gik.« Deri har Hjort utvivlsomt ret. Men det er vel strategens rolle at kunne analysere flere træk frem? Det kan være lidt svært at gennemskue, om Hjort lod sig præge af ønsketænkning fremfor at bevare et køligt overblik. Kunne det virkelig lade sig gøre bare at fjerne Kristian Jensen som næstformand, når det var formanden, der havde underløbet partiets strategi? Kunne det virkelig lade sig gøre at afpresse Løkke et løfte om, at han ville gå af inden for en overskuelig årrække for at overlade Venstre til Jakob Ellemann? Og hvorfor var strategen Hjort ikke i stand til at se det eksplosive i en Ellemann/Støjberg-konstellation? Hegelund forsøger ihærdigt at kredse sig ind på problematikken. Hjort forsøger at svare ærligt, men det er, som om lidt ekstra selverkendelse havde været på sin plads. Måske er Hjort bare fra en anden tid, hvor vinderen tog det hele, og taberen indordnede sig. Claus Hjort og Søren Pind er kommet i klammeri om, hvem der har skylden for Venstres nuværende nedtur. Ingen af de to siger det oplagte: Lars Løkke. I stedet mundhugges de om, hvorvidt Venstres idéudvikling gik i stå i starten af 00erne. Det gjorde den ikke, deri tager Pind fejl. Til gengæld har han ret i, at Hjort bærer en del af ansvaret for, at fundamentet begyndte at skride under partiet. Det skete med ordene: »I har ikke andre steder at gå hen,« som Hjort slyngede i hovedet på en flok yngre liberale samlet i den såkaldte Havreholm-gruppe. Jeg var der selv. Dette arrogante og manglende blik for partiers indbyrdes konkurrence er muligvis et biprodukt af overdreven loyalitet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at vælgere (og folkevalgte) vil tage deres gode tøj og gå fremfor at blive hængende i evighed og lade sig ydmyge. Først begyndte vælgerne at sive fra Venstre, så smuttede Løkke og dernæst Støjberg. »Det var svært at forudse,« pipper Hjort. Årh, kom nu. Både Centrum-Demokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er produkter af politisk utilfredshed, som ikke blev opfanget af de etablerede partier. I starten af det 21. århundrede var Venstre det største og mest succesrige parti på Christiansborg. Det havde Uffe Ellemann og Anders Fogh æren for – sammen med Claus Hjort. I dag er partiet i nogle meningsmålinger henvist til omkring de otte procent. Det er sågar lavere, end da jeg selv blev medlem omkring 1985, og min daværende underviser på statskundskab, Jørgen Goul Andersen, påstod, at Venstre ville uddø. Hans tilnærmede klassemodel kunne vise det. Men Venstre hævede sig over det klassemæssige og udmærkede sig ved at være et idéparti. Derfor lykkedes det Venstre at opnå appel som det ledende borgerlige parti. Da Løkkes opportunisme begyndte at undergrave det fundament, havde Hjort ikke styrken til at stå imod for alvor. Bogens egentlige afsløring er, at Venstres hårde nyser i virkeligheden var alt for blød. »Livvagten – Claus Hjort Frederiksen« En biografi. Forfatter: Susanne Hegelund. Sider: 358. Vejledende pris: 300 kroner. Forlag: Gyldendal. Udkom 3. november 2023. Christopher Arzrouni er kommunikationschef i PMI https://www.berlingske.dk/kommentar/partiets-haarde-mand-viste-sig-at-vaere-for-bloed